Vedligeholdelse af brændeovn

Bemærk: al vedligeholdelse af brændeovnen bør kun foretages, når ovnen er kold. Pakninger, glas, isoleringssten, røglederplade, udtræksskinner, støbejernsrist og greb er sliddele, som ikke er omfattet af garantien.

Pakninger

Med tiden bliver pakningerne slidte og bør derfor efterses. Er de utætte, bør de skiftes, da det er væsentligt at ovnen er tæt. 

Glas

Vådt træ, dårligt træk i skorstenen og forkert betjening af brændeovnen kan give sodpletter på ruden. De fjernes dog let med en fugtig klud, som du dypper i kold aske fra ovnen og gnider på det tilsodede glas. Der findes også rengøringsprodukter, der er specielt egnet til at fjerne sod fra ruden, fx Aduro Easy Clean svampen. Svampen hverken ridser eller ødelægger glassets overflade og kan bruges flere gange. Det er ikke nødvendigt at bruge vand eller rengøringsmiddel. Se film om Aduro Easy Clean her.

Det er almindelig vedligeholdelse at efterspænde glasbeslagene kort efter ovnen er taget i brug og løbende at tjekke, at pakningerne sidder korrekt.

Brændkammeret

De gule plader i brændkammeret slides naturligt og bør udskiftes, når der kommer revner på mere end en halv centimeter. Pladernes holdbarhed afhænger af, hvor meget og hvor kraftigt ovnen bliver brugt. Materialet er porøst, så for at undgå at pladerne knækker, er det vigtigt, at brændet bliver lagt forsigtigt ind i brændkammeret og ikke kastes.
Du kan selv udskifte pladerne, som fås i færdige sæt. Disse kan købes her: www.aduroshop.dk. Du kan også købe hele plader, så du selv kan kopiere de slidte plader.

Røglederplade

For at bibeholde isoleringsevnen er det vigtigt at udskifte røglederpladen, når den er slidt ned til ½ tykkelse. Revner i stenen har ingen betydning for isoleringsevnen.

Aske

Tøm askeskuffen inden den bliver helt fyldt. Lad altid et askelag blive i bunden af ovnen, da det isolerer brændkammeret og gør det nemmere at tænde op. Brug evt. Aduro askespand. 

Rengøring af brændeovnen

Ovnens overflade er malet med en varmebestandig Senotherm® maling, der holder sig pænest, hvis den blot støvsuges med et lille mundstykke med bløde børster eller støves af med en tør blød klud. Brug ikke sprit eller andre opløsningsmidler, da dette vil fjerne malingen. Brændeovnen MÅ IKKE rengøres med vand.

Brændeovnens indre og røgrør kan rengøres gennem lågen og eventuelt gennem renseåbning i røgrøret. Den øverste ildfaste sten (røglederpladen) kan fjernes. For at få fri adgang til toppen af brændeovnen og røgrøret afmonteres metalrøglederpladen, som er monteret med to skruer. Røgrøret kan også fjernes fra ovnen og renses på den måde. Rengøring af brændeovnens indre og røgrør bør foretages årligt eller hvis nødvendigt oftere i relation til, hvor ofte brændeovnen benyttes. Dette arbejde kan også bestilles ved skorstensfejeren.

Fedtsten

Fedtsten kan rengøres med en blød let fugtig klud eller ved benyttelse af sulfovand. Undgå at bruge kalkopløsende midler, idet stenen indeholder kalk.

Reparation af overfladen

Aduro brændeovne er malet med en varmebestandig spraymaling, der kan klare temperaturer på op til 500 grader. Fordelen ved denne type maling er, at det er super let at genopfriske ovnen eller reparere en ridse i overfladen. Alle kan udføre opgaven og opnå et perfekt resultat.
Ulempen er modsat, at malingen er ømtålelig overfor ridser og fugt og dermed ikke så modstandsdygtig i overfladen, som fx pulverlak.

 Se vejledning til lakering herunder.