Vinder af EU's Miljøpris 2018

Mandag den 18. juni 2018 modtog Aduro A/S den prestigefylde miljøpris European Business Award for the Environment i kategorien ”Bæredygtige produkter og services”, som uddeles i et samarbejde mellem Miljø- og Fødevareministeriet og Ingeniørforeningen. Prisen blev givet for det innovative og bæredygtige produkt Aduro Hybrid.

Direktør Christian Skovbo er glad og beæret over prisen: ”Det er en stor anerkendelse at vinde så fornem en pris. Vi har arbejdet intenst på at skabe et produkt, der eliminerede ulemperne ved en brændeovn og samtidig indfriede forbrugernes vildeste ønsker og drømme til netop en brændeovn.”

Forener det hyggelige med det praktiske
Resultatet blev Aduro Hybrid. En ovn, der kombinerer miljøvenlig opvarmning fra piller med stemningsfuld hygge fra brænde. Flammerne kan man nyde, når man fyrer med brændestykker. Pillerne er til gengæld en stor fordel, når man fx skal fyre hele natten, da ovnen selv sørger for indtag af piller. Aduro Hybrid reducerer desuden emissionerne betydeligt i forhold til selv de bedste brændeovne. CO emissionen reduceres på pillefunktionen med 97 %, OGC emissionen reduceres med 91 %, og støvemissionen reduceres med 59 %.

Derudover styres hybridovnen automatisk via en app. Med appen kan man tænde op i ovnen, selvom man ikke er hjemme, man kan indstille temperaturen til det niveau, man ønsker, og man kan holde øje med forbrændingen hele tiden. Appen hjælper således med at få det optimale udbytte af brændeovnen samt opretholde de gode miljøegenskaber, ovnen besidder.

Et unikt trekløver
For at skabe Aduro Hybrid skulle der en ny og anderledes teknologi i brug, hvorfor Christian Skovbo inviterede andre fagfolk ind til at udvikle ovnen sammen med Aduro. En dansk producent af pillefyr, NBE, bidrog med viden om pillefyr, Aduro har selv stor viden om miljørigtige brændeovne, og designeren Casper Storm skulle sikre, at ovnen blev i et stramt, nordisk design.

”Vi har taget et stort innovativt tigerspring. Innovation på innovation er blevet bygget oven på hinanden, og så rykker det,” siger Christian Skovbo.

Hybridovnen tordner frem på det internationale marked, og med 55 millioner skorstene i Europa forventer Aduro stor efterspørgsel.

Europamesterskab i miljøvenlighed
EU’s Miljøpriser hylder de mest miljøbevidste virksomheder i Europa og har således til formål at fremme innovative og bæredygtige tiltag. Priserne uddeles hvert andet år og uddeles i fire forskellige kategorier: ”miljømanagement”, ”bæredygtige produkter og services”, ”bæredygtige processer” samt ”internationalt virksomhedssamarbejde”.

Læs mere om EU's Miljøpriser her