Teknisk produktudvikler

Har du flair for tekniske produkter, hænderne skruet rigtigt på, og vil du være med til at udvikle fremtidens brændeovne? Så er det dig, vi mangler i vores udviklingsteam.

Aduro udvikler, producerer og markedsfører brænde-, pille- og hybridovne og har med stor succes opnået en position blandt Europas fem største brændeovnsproducenter. Vi er teknologiske frontløbere, og du får derfor en enestående mulighed for at indgå i et ambitiøst team hos en innovativ virksomhed i vækst.

Det indebærer jobbet

Som teknisk produktudvikler refererer du til udviklingschefen. Din primære opgave er at teste nye og eksisterende produkter/software samt udbedring og servicering af virksomhedens produkter.

Det falder dig derfor naturligt at være den praktiske problemløser, der både kan løse de umiddelbare udfordringer og reflektere over, hvordan de kan løses både generelt og fremadrettet. Det gælder både sammen med in-house kolleger og med eksterne partnere såsom montører osv.

Derudover skal du planlægge og afholde træning i vores produkter, udarbejde FAQ’er/manualer og sikre kvaliteten i leverancerne ved at udføre kvalitetskontrol. Du vil servicere organisationen på tværs af afdelinger og have ansvaret for komplicerede slutbruger-cases (fx reklamationer).

Udviklingsmuligheder for den rette

Du får naturligvis en grundig oplæring i vores mange produkter, systemer og arbejdsgange, ligesom du altid kan gå til dine kolleger i afdelingen for at få hjælp eller faglig sparring. Vi hører også gerne dine ideer til nye veje at gå. Derfor er du i høj grad også med til at præge og udvikle det tekniske team.

Hvis du selv er opsøgende og klar på at lære, så er der gode muligheder for at få mere ansvar på sigt.

Du er serviceminded og har teknisk flair

Som teknisk medarbejder er du praktisk anlagt og er en energisk og nysgerrig ”gør-det-selv-type”, der ikke er bange for at få beskidte hænder. Vi forestiller os, at du har en teknisk baggrund som fx automationsteknolog, automatikmekaniker eller elektriker.

Vores forventninger til dig:

  • Du har minimum 3-5 års erfaring med hardware & software
  • Du har erfaring med at udarbejde el-dokumentation.
  • Du kan udvikle styringer og apps til IOS / Android.
  • Du arbejder systematisk, struktureret og skaber dig hurtigt overblik over tekniske problemstillinger.
  • Du kan udarbejde teknisk materiale og formidle teknisk information i et letforståeligt sprog.
  • Du er serviceminded og kan godt lide dialogen med kunder og partnere.
  • Du er nysgerrig af natur, vedholdende og tager ansvar for dine opgaver.
  • Du taler og skriver flydende engelsk. Andre sprog er et plus, men ikke et krav.
  • Du trives i et forandringsorienteret og uformelt miljø, hvor tempoet er højt.

Din nye arbejdsplads

Du kommer til at sidde på vores hovedkontor i Hasselager – lige uden for Aarhus. Vi tæller ca. 50 medarbejdere fordelt i seks afdelinger. Vi er en broget flok af yngre og ældre, mænd og kvinder og mange forskellige nationaliteter og er gode til at hjælpe hinanden med vores forskellige kompetencer – også på tværs af fagligheder og afdelinger.

Vi har jævnligt sociale arrangementer. Vi har fx været til koncert, spillet padeltennis, holdt torsdagsbar og lært at lave forårsruller - og vi er altid åbne for flere gode fællesaktiviteter!

Vil du med på holdet?

Vi kan tilbyde dig et spændende job i et firma med en flad organisationsstruktur, en uformel omgangstone og gode muligheder for udvikling. Vi håber, du vil være med på holdet - og at du kan starte med det samme.

Send din ansøgning inkl. CV til HR@aduro.dk og skriv ”Teknisk produktudvikler” i emnefeltet. Fortæl os, hvorfor du passer ind i stillingen hos os og om din motivation for at søge jobbet. Vi afholder løbende samtaler.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte udviklingschef Søren Skou Nørby på tlf. +45 41 86 05 44.

Vi glæder os til at høre fra dig!